Prins Henrik forenede monarki og anarki
Natten spejler kun vor onde afmagt
i månens ubestandige grimasse –
Søgte vi at gribe det umulige ?
alt er borte – selv det mulige –– Fjerde vers af Prins Henriks digt »Nocturne« fra hans digtsamling ’Cantabile’, gendigtet på dansk af Per Aage Brandt
Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezat var kun 32 år gammel, da hans karriere toppede. Den smukke galliske greve blev gift med den danske tronfølger. Det var den 10. juni 1967 i Holmens Kirke.
Her fik han prædikatet, titlen og navnet Hans Kongelige Højhed Prins Henrik af Danmark. Han blev samtidig ridder af Elefantordenen. Siden er han blevet tildelt rigeligt med ordener og æresbevisninger til at dække adskillige brystkasser.
Alligevel nåede han aldrig højere end den sommerdag i 1967. Han blev aldrig majestæt.
Resten af hans liv kan ses som et tiltagende oprør mod hans rolle som evig toer. Men det var også historien om den flamboyante og kosmopolitiske levemand, der landede i et skandinavisk miniaturemonarki.
Margrethes skæbne er i hendes egen selvforståelse gudgiven. Hun er dronning af Guds nåde. Som monark bærer hun alene nationens skæbne i sine hænder, og hun er forpligtet til at føre dynastiet videre.
Prins Henrik var i den forbindelse et instrument.
Alligevel stræbte han gennem et helt liv efter at blive ligestillet med sin hustru. Men han var lænket til sin rolle som leverandør af arvinger.
Musisk menneske
Prins Henrik var et begavet, vidende og musisk menneske, som givet forstod sin position i det royale hierarki. Derfor kunne hans stædige insisteren på alligevel at blive konge godt minde om hovedpersonen i Miguel de Cervantes’ roman om den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha.
Don Quixote var en fattig herremand, der havde forlæst sig på ridderromaner og drog ud i verden for at frelse prinsesser i kamp mod får, vindmøller og tilfældige forbipasserende. Det var ikke nogen ubetinget succes. Men Don Quixote var meget mere end en klovn. Han var også en dannet idealist. En romantisk drømmer.
Han var antihelten, der frem for alt nægtede at lade sig begrænse af sit forehavendes håbløshed.
På samme måde har der undervejs været nok af får og vindmøller for Henrik.
Først kulturchokket. Henrik voksede op i en lavadelig fransk familie i kolonien Indokina, hvor hans far drev industrivirksomhed. Fem år gammel vendte han tilbage til Frankrig og kom i jesuitterskole. Han gik i gymnasiet i Cahors og studerede efterfølgende i både Hanoi, Sorbonne, Hongkong og Saigon.
Værnepligten aftjente han i Algeriet fra 1958. I 1963 blev han sekretær ved den franske ambassade i London.
Men som han skriver i erindringsbogen Skæbne forpligter:
»En forårsaften i 1965 forlod en fransk diplomat sin lejlighed på Bryanston Square ved Marble Arch i London. Han skulle til et middagsselskab hos nogle venner. Han var let til mode, hans smoking var presset og håret nyklippet. Et par dage i forvejen havde han fået at vide, at den danske tronfølger skulle være æresgæst. Han svor ved sig selv, at han ville forlade det formentlig stive selskab så tidligt, som han anstændigvis kunne.«
Den plan glippede. Han blev gift med den danske prinsesse.
I begyndelsen var der stor begejstring for den nye prins. Det var tydeligt, at den belevne franskmand var med til at give den generte og kejtede Margrethe større selvtillid. Hun endte med at blive helt menneskelig, og det kvitterede mange danskerne for.
Men som i de fleste ægteskaber indfandt virkeligheden sig. Og Henrik havde ikke kun giftet sig med en dansk prinsesse. Han var hoppet i ægtesengen med et helt folk. Og her var kontrasten noget større.
Nogen klar kontrakt mellem Danmark og prinsen blev der aldrig udformet.
I biografien Enegænger sagde han:
»Man ved ikke, hvad en prins laver. Måske laver han ingenting, eftersom han ingen officielle funktioner har.«
Men selv om Henrik i offentligheden måtte gå et skridt bag sin kone, var han bag slottenes mure en sydeuropæisk patriark.
»Børn skal opdrages lidt som hunde. Med fasthed, konsekvens og kærlighed,« slog han fast i et interview fra 1967 i Berlingske Tidende, hvor han også bekendtgjorde:
»Efter min mening er det lykkeligt for en familie, hvis det er manden, der står for styret. Der er pligter i et hus, som kun en kvinde kan tage sig af, og som manden ikke kan overtage – børnepasning, madlavning og så videre.«
Og så røg den danske kvindebevægelse op i det røde felt.
Sauteret gåselever
Henrik udfordrede også den danske folkesjæl ved sin modvilje mod rugbrød, som han mente at vide var fedende.
Prinsen var en ubetinget livsnyder, og en kort liste over nogle af livretterne hentet fra hans egen kogebog Ikke altid gåselever siger meget både om hans temmelig udanske savoir de vivre og hans humor.
Lad os lægge ud med Vandbakkelser med rejemousse og følge op med Sauteret gåselever fra Bearn. Vi kunne fortsætte med Dyrehjerne i beignetdej. Herefter naturligvis Grev Draculas yndlingsret: Stegt rådyrlever. Der rundes af med en mere elegant variant af danske æbleskiver: Nonneprutter – en dessert til barnlige sjæle.
Et par af retterne kunne skylles ned med prinsens egen vin fra Château de Caïx. Fra midten af 70’erne blev den hånligt sammenlignet med rævepis. Men det fik Henrik rettet op på, helt uden brug af smarte spindoktorer.
For nylig opgav han karrieren som vinbonde. Forinden var slottets aftapninger endt i den bedre ende af distriktet. Tanninerne blev bekæmpet, selvom de måske forblev lidt genstridige; men vinen fik mere fylde og frugt, og kendere kunne hen ad vejen fange en snert af hyacint i afslutningen.
Som der er dårlige år for vinstokke, var der også perioder, hvor hans store armbevægelser og åbenlyse modvilje mod at lære et nogenlunde anstændigt dansk ikke bekom alle hans hustrus undersåtter.
I sin bryllupstale havde han ellers sagt:
»Jeg ønsker sammen min kone at lære Danmark og danskerne at kende. At blive dansk. Ikke blot af navn, men af sind og hjerte.«
Royal indvandrer
Det gik ikke helt efter grammatikbogen, og mange danskeres tålmodighed med deres royale indvandrer blev af og til slidt tynd.
Især når Henrik supplerede med en håndfast opdragelse af sine drenge og en flamboyant tøjstil, der i mange år kun blev overgået af Libyens enehersker, Muammar Gaddafi.
Men grundlæggende gik det langsomt fremad.
Medievirkeligheden var i de første årtier en anden. Kongestoffet optrådte i indhegnede reservater, hvor prinsen ved særlige lejligheder besvarede de ikke videre udfordrende spørgsmål med en høj overbærende latter tilsat ekstra fransk accent, når spørgsmålene blev for tåbelige.
Vel nok for trods alt at skabe mening i tilværelsen engagerede Henrik sig stadig stærkere i at hjælpe dansk erhvervsliv.
Han så det selv som en naturlig forlængelse af sin diplomatiske karriere. Og danske virksomheder og deres interesseorganisationer var mere end tilfredse med at have den charmerende prins med på salgsfremstød.
Om det har haft nogen reel betydning for dansk eksport, aner ingen; men erhvervslivets spidser har aldrig lagt skjul på deres udelte begejstring for det muntre kongelige selskab.
Den prominente ridder af Elefantordenen ville dog det umulige. Og den indtil da største nedsmeltning fandt sted den 2. februar 2002.
I et interview med BT fortalte han, at han følte sig ydmyget og kasseret. Han kunne ikke længere holde ud at være nummer to i forhold til sin kone og slet ikke nummer tre efter sin ældste søn.
Begejstringen for og opbakningen til prinsen faldt, og mange så det som den største trussel mod monarkiet i kongehusets nyere historie – i hvert fald siden Påskekrisen i 1920, hvor Margrethes farfar forsøgte sig med et godt gammeldags statskup.
Prinsen havde tidligere klaget sin nød, og han fortsatte i virkeligheden blot i lidt stærkere vendinger med at brokke sig over sin ydmygende position.
Mest graverende kom det til udtryk ved et pressemøde i Holland kort efter terrorangrebet i København. Her spurgte en vred Henrik retorisk, mens Margrethe pillede sig nervøst i næsen og smilede forfjamsket:
»Hvorfor skal jeg være under min kone? Hvorfor?«
Men hver gang lagde bølgerne sig, og danskerne genvandt langsomt sympatien for den royale outsider. Ligesom med vinproduktion ødelagde et enkelt dårligt år eller to ikke nødvendigvis det langsigtede arbejde.
Mange danskere havde trods alt også forladt 60’erne og 70’erne og var fulgt med ind i en mere mangfoldig verden, hvor man ikke kun havde lært at spise pizza. Der blev eksperimenteret med franske opskrifter hjemme i samtalekøkkenerne, og selv endnu mere eksotiske sager fandt hele vejen ud til Vandkantsdanmark.
Et blik på Strøget i dag – sammenlignet med for en håndfuld årtier siden – ville også vise, at folkets fornemmelse for tekstiler undergik en tydelig forvandling.
På mange måder nærmede danskerne sig mere Henrik, end han nærmede sig undersåtterne. Tro mod sig selv var han stadig i den grad sin egen.
Og netop det formåede han også at forfine.
Den lille prins
Emblematisk for den udvikling var det, at Henrik sammen med fire udenlandske gæster iført mørk pelshue, uldfrakke og ternet tørklæde uanmeldt og uden sikkerhedsfolk troppede op i fristaden Christiania, hvor han besøgte både malerværkstedet og kvindesmedjen og gik søndagstur i Pusher Street.
Christianitterne elskede det, pressen gik i selvsving, og store dele af befolkningen var så begejstrede, at selv temmelig forbenede sjæle for en kort stund fik sympati for fristaden.
På få timer demonstrerede Henrik, hvad der kan ske, når en mand med tilstrækkelig musikalitet og glimt i øjet forener monarki og anarki.
Prinsen begyndte også at optræde mere frigjort foran rullende kameraer, med slanger på hovedet eller ligefrem i pandakostume. I det hele taget var han på hjemmebane i dyreriget. Som en engageret præsident for WWF, for ikke at tale om hans kærlige ejerskab af generationer af gravhunde. Små bidske sataner, som gennem årene har sat tænderne i både gardere og gartnere.
Men hver gang danskerne nærmede sig Henrik, trådte han på speederen. I 2015 meldte han afbud til Margrethes 75 års-fødselsdag og sløjfede både gallataffel og balkonvink. Officielt var han ramt af en alvorlig influenza. Et par døgn senere var han dog rask nok til at spankulere rundt i Venedigs gader.
Alligevel – og for mange måske netop på grund af sine oprørske eskapader – gik han overordnet fra foragtet til elsket klovn.
Prinsen insisterede så meget på hele folkets kærlighed, at den næsten blev virkelig.
Men den gode Henrik kunne til det sidste ikke se en vindmølle, uden at den skulle angribes.
Prinsen besluttede i sommeren 2017, at han ikke ville begraves sammen med sin kone i den opulente glassarkofag, Margrethe havde fået fremstillet til de to for en statsministeriel bevilling på 29.355.000 kroner.
Til det sidste forblev det uklart, om Henriks beslutning var præget af en begyndende demenssygdom.
Men den faldt ikke desto mindre fint i tråd med hans uimodståelige trang til at kaste sig over såvel får som vindmøller.
Han hævede stolt lansen og satte det endelige stød ind.
Sådan forblev han til sin død den romantiske antihelt. Og dermed skabte han en slags mening i en tilsyneladende absurd skæbne som den lille prins fra Frankrig i et på én gang oldnordisk og moderne velfærdsmonarki, omgivet af en befolkning præget af jordbunden snusfornuft, forbeholden gæstfrihed og en vis angst for store armbevægelser.